FKIF - SAIF 2, Danmarksserien den 14. november 2016

Resultat 4 - 9

per dabelsteen

Af Per Dabelsteen

Halløjsa! Hvad var det, der lige skete? Jo, jeg ved godt, at vores 1.hold ciffermæssigt tabte klart 4-9 til Danmarkseriens tophold SAIF 2. Men for søren, hvor var der mange kampe med vores spillere på et sjælden højt niveau, hvor de sagtens kunnet have vundet deres kampe, så resultatet havde maget sig således, at der var kommet points på tavlen i vores favør.
    Det meget positive indtryk begyndte allerede med de to mixer. Jens Mogensen/ Hanne Eickhardt mødte et meget velspillende SAIF-par, men de to FKIFere steppede op og var fuldt ud med i det meste af kampen, men manglede lige det sidste held, så de måtte gå fra banen med det kedelige taberresultat 21/23,19/21. Ærgerligt, ærgerligt, og det samme gentog sig næsten i 2. mix, hvor Anders Køhler/Camilla Haurdahl var lidt mere svingende i deres spil, men også steppede op, så de kun tabte med 19/21 i tredje sæt. Igen ærgerligt, ærgerligt.
    Vores to damesingler lagde godt fra land. Charlotte Haurdahl kunne dog ikke helt holde pusten og måtte bøje sig med 14/21, 9/21 til en — indrømmet —ganske velspillende modstander. Til gengæld var Linette Steenberg meget determineret i 2. DS. Fandt sit bedste spil frem, bevarede koncentrationen kampen ud og kunne notere sig for en meget flot sejr på 21/16, 21/16. Den sejr må smage af mere Linette. På med træningsskoene …
    Det positive fortsatte, da herresinglerne satte igang. Teis Nielsen var oppe imod SAIFs højst rangerede herresingle Peter Thorberg (han spiller normalt i 3. division) og var på forhånd ikke levnet de store chancer. Men sådan noget skal man ikke sige til Teis, der spillede noget af det bedste herresingle, jeg har set ham levere. Ikke nok med, at han selvfølgelig som sædvanlig fik løbet en masse “håbløse” bolde op, han tryllede også nogle mesterlig slag op og vandt 1. sæt med 21/18. Det gav lidt uro i SAIF-lejren, men Thorberg fik 2. sæt hjem med 21/15. Så troede alle, at nu var den kamp over, men Teis hev nye kræfter frem til tredje sæt og var helt med op til de 17, men måtte så desværre se sig slået med 17/21.
    Højt tempo og højt niveau var der også i 2. HS, hvor Jacob Yrfelt skulle krydse ketsjer med SAIFs teknisk velfunderede og snu veteran Frank Johannsen. Yrfelt var da også ude og kysse hjørner med det yderste af ketsjeren adskillige gange, men hans gameplan —ikke ind i en krig om forbanen, men løft fra nettet og pres til bagbanen — var den rette opskrift, så efter en flot og meget koncentreret indsats fik han kampen hjem med 21/12, 21/14. Det lyder forholdvist overlegent, men der lå lange og seje dueller bag de cifre. Flot Jacob.
    Frederik Buch spillede i 3. HD i perioder en fornuftig kamp, kom i tre sæt, men kunne ikke holde niveauet i tredje sæt, hvor han blot fik samlet 10 points sammen. Mads Busk var denne gang rykket op på 1. holdet og greb chancen i 4. HS. Vandt 1. sæt med 21/14, glemte/kunne ikke den aftalte taktik i 2. sæt — 14/21 —, men kom heldigvis stærkt igen og afgav blot 4 (fire) points i tredje sæt. Stærkt gået Busk.
    Sad vi så og håbede på, at damedoublerne kunne hente endnu et par sejre hjem? Ja, det gjorde vi faktisk, for såvel Hanne/Linette i 1. DD som søstrene Haurdahl i 2. DD så ud til at kunne matche deres modstandere. Hanne/Linette var da også direkte uheldige med ikke at få et tredje sæt. De tabte med 10 og 19 points. Et tredje og meget spændende sæt kom der til gengæld hos søstrene. Efter en lang og ganske velspillet kamp måtte de dog desværre indkassere et 19/21-nederlag i 3. sæt.
    1. HD med Teis/Anders lagde godt ud — vandt 1. sæt med 21/16 — men gik i stå og fik blot 8 og 7 points i de næste to sæt. Lidt underligt. 2. HD med Jens/Frederik blev så heldigvis en stor fornøjelse at se på. De var oppe imod det meget stærke SAIF-par Frank Johannsen/Peter Thorberg, men gik uimponeret til sagen og pressede sig op i et så højt niveau, som jeg ikke har set tidligere fra vores herredoubler i denne sæson. Taktisk og slagmæssigt forbilledligt. 21/19, 14/21, 21/18 lød sejrscifrene på. 3. HD med Jacob/Busk var ikke samspillet nok til at kunne true modstanderne, så de tabte med to gange 13 points.
    Træner Per Juul har på Facebook kommenteret kampen. Jeg vil blot tilføje, at hvis indsatsen fra denne kamp kan gentages i de sidste to kampe i grundspillet mod Køge på udebane lørdag den 10. december kl. 16.00 og mod Sorø på udebane lørdag den 14. januar kl. 15.30 burde vi kunne sikre os en plads i oprykningsspillet til 3. division og dermed undgå nervepirrende kampe i nedrykningsspillet. Jeg må derfor opfordre til, at vi talstærkt fra FKIF tager turen til Køge og Sorø og giver vores hold en meget vigtig støtte. Var der nogen, der måske havde mod på at koordinere lidt samlet kørsel?

 linette birger
 En stolt far Birger med datteren Linette, som leverede en solid præstation i sin single
 buskus
 Mads Busk spillede solidt, dog med lidt knas i maskineriet i 2. sæt. Til gengæld var der ingen svinger i 3. sæt som blev vundet aldeles overbevisende.
yrfelt
Yrfelt moser squ på. Suveræn indsats i singlen
 frederik jens
Disse 2 herrer spillede en super herredouble mod 2 på papiret stærkere modstandere.
Men det er man da ligeglad med:-)